Carsten sidder på bænken. Formiddagssolen bager ned fra den blå himmel, og det får ham til at knibe øjnene lidt sammen. Han tager et dybt sug af den cigaret, han holder i den ene hånd. I den anden er en øl placeret. Når han taler på klingende århusiansk, er det som at lytte til en bas. Til tider bliver den så dyb, at den er lidt svær at forstå.

Fra Carstens baglomme stikker gratisavisen B.T. Metro op. Den giver ham de vigtigste nyheder fra Danmark og verden.

En mand kommer gående og sætter sig på bænken ved siden af. Hans blik falder på avisen i Carstens baglomme.

"Må jeg låne den?," spørger manden.

Carsten rækker ham avisen. Før i tiden læste han både Jyllands-Posten og Information, men nu er hans foretrukne avis gratis. Det kan den lige så godt være, når alle aviserne alligevel skriver om de samme ting. For Carsten føles det som om, at journalisterne gemmer sig bag skærmen.

"Nyhedsdækningen er blevet dårlig. Journalisterne henter bare deres information på nettet og fra andre nyhedsmedier. Jeg tror, at man får en bredere og mere retfærdig dækning, når journalisterne kommer ud i samfundet. Billedet bliver mere nuanceret," siger han.

Carsten efterlever selv sit råd om mindre skærmtid. Han bruger slet ikke internettet. Han er endda fritaget fra e-Boks, så brevene dumper ind af brevsprækken i stedet for at suse ind i den digitale postkasse.

"Internettet er noget værre pis," konstaterer han.

"Ja, det er vi faktisk to, der mener," stemmer Helle i.

Hun sidder over for Carsten. Håret er strøget tilbage i en grå hestehale, og hænderne er skiftevis beskæftiget med en cigaret eller en øl. Helle har været gift med Carsten, men de blev skilt. I dag er de bare venner, i det Carsten kalder for et godt og uforpligtende venskab.

Helle er enig med Carsten i, at der foregår for mange ting bag en computerskærm. Derfor er hun heller ikke på internettet.

I sidste uge afleverede Helle en jobansøgning hos bageren, der ligger lige ovre på den anden side af gaden. Den var håndskrevet og på fem linjer. I går var hun til samtale, og hun er ærlig talt lidt nervøs for, hvordan det er gået. Det kan være svært at sælge sig selv til en samtale.

"Men bare det at blive kaldt til samtale er selvfølgelig noget," siger Helle og smiler.

Skråt overfor Helle sidder en tredje person. Hun har også et sæt bestående af en øl og en cigaret. Christinas lyse hår sidder i en hestehale, så der er frit udsyn til de mange sølvringe, der hænger i hendes ører. Christina har været kærester med Carsten, men det er stoppet igen. Hun er også en del af det uforpligtende venskab.

Christina er selverklæret bilfreak. Når snakken falder på, hvad hendes fortrukne bil er, bliver hun meget klar i spyttet.

"Det er en Opel Mantra," svarer hele gruppen, nærmest enstemmigt. Det er tydeligt, at samtalen før er faldet på bilen.

Som den eneste i gruppen har Christina internet. På hendes Facebookprofil bliver man mødt af et billede af en bil. En Opel Mantra, selvfølgelig. Men selvom Christina bruger nettet, så synes hun ikke kun, at det kan gode ting.

"Jeg er gammeldags, så jeg vil gerne have breve tilsendt. Jeg gider ikke det der e-Boks," siger hun.

Trioen sludrer videre. Talestrømmen bliver kun afbrudt i ny og næ, når en Langågenser passerer, og en hilsen med en vinkende hånd og et nik udveksles. Hver gang solen skinner, er de at finde lige her. På bænken.