Inga fra Havevej
Det meste af livet har Inga Holting boet i huset på Havevej i Langå. Først med sine forældre, derefter med sin mand og børn. Og nu alene. Selvom mænd med store æsker chokolade har vist interesse, har Inga det fint med at være sig selv. Det andet bliver for bøvlet.
Tekst af Emilie Jensen
Foto af Mads Frost
Tekst af Emilie Jensen
Foto af Mads Frost
I Ingas barndom gik pigerne i kjoler. Og hun så jøder blive fragtet hemmeligt med godstoge, da hun var stuepige hos Stationsforstanderen. Ingas mand var eftersøgt af Gestapo, men de fandt onklen i stedet for. Og så var de jo
lige vidt.
Derfor er Inga Holtings hus efterhånden et helt museum i sig selv. Lægger man krigsanekdoterne til, har Langås Egnsarkiv nok af materiale til fremtiden.
lige vidt.
Derfor er Inga Holtings hus efterhånden et helt museum i sig selv. Lægger man krigsanekdoterne til, har Langås Egnsarkiv nok af materiale til fremtiden.
.....................................................................................................................Privatfoto: Ingas skole
Det rødvinsfarvede tapet i entreen er originalt og snor sig langs trappen op på første sal. Inde i stuen har samtlige genstande en historie. I hjørnet står et bornholmerur. Det minder med halve timers intervaller om, at tiden går.
Inga Holting er en lille, fin dame. Håret er foldet i bølgende lokker. Hun drikker sødmælk i kaffen og sidder blødt på de blomstrede puder, der pynter spisestuestolene. Det er også her, hun læser sin avis.
"Det første jeg gør, når jeg åbner avisen, det er at se, hvordan vejret bliver. Og så kigger jeg på, hvem der er døde," siger Inga Holting.
Inga Holting er en lille, fin dame. Håret er foldet i bølgende lokker. Hun drikker sødmælk i kaffen og sidder blødt på de blomstrede puder, der pynter spisestuestolene. Det er også her, hun læser sin avis.
"Det første jeg gør, når jeg åbner avisen, det er at se, hvordan vejret bliver. Og så kigger jeg på, hvem der er døde," siger Inga Holting.
Til april fylder Inga 91. I hendes alder har det sin pris at blive ældre. Selvom hun har mistet nogle af sine venner, bekymrer hun sig ikke om at få nye. Hun har nemlig fundet på en smart metode til at komme i snak med ukendte ansigter, der passerer forbi det røde murstenshus.
"Så går jeg sådan og fejer, som om jeg laver noget. Og når folk så kommer gående forbi, så siger jeg eksempelvis 'sikke da en dejlig hund'. For så kommer man til at snakke med folk. Jeg er ligesom Meyer fra Huset på Christianshavn," siger Inga.
Hun tager hånden op for munden, og en latter baner sig vej ud gennem sprækkerne mellem hendes fingre. For mange år siden forsøgte Inga nemlig også at skabe kontakt til en fra byen via hendes interesse for hunde.
Hun tager hånden op for munden, og en latter baner sig vej ud gennem sprækkerne mellem hendes fingre. For mange år siden forsøgte Inga nemlig også at skabe kontakt til en fra byen via hendes interesse for hunde.
.............................................Privatfoto: Ingas klassebillede fra realskolen
En dreng med tøsesko
Da Inga var otte år gammel, gik hun forbi en have i Langå. Et hoved på en dreng, der var et til to år ældre end hende, tittede frem bag hækken. Han havde en masse hundehvalpe, kunne Inga se.
"Må jeg ikke komme ind og se dine hundehvalpe?," spurgte Inga.
"Nej, jeg snakker ikke med sådan nogle som dig. Med piger," svarede han. Inga blev gal og de kom op at skændes.
Ingas børn kan mange af historierne udenad. Det gælder nok også den her. Imens hun stryger sin hånd frem og tilbage langs spisebordskanten, kommer hun i tanke om, at det var fliserne, drengen, der hed Kurt, kritiserede til at starte med. Det var kun sådan nogle, man havde ude på landet.
Da Inga var otte år gammel, gik hun forbi en have i Langå. Et hoved på en dreng, der var et til to år ældre end hende, tittede frem bag hækken. Han havde en masse hundehvalpe, kunne Inga se.
"Må jeg ikke komme ind og se dine hundehvalpe?," spurgte Inga.
"Nej, jeg snakker ikke med sådan nogle som dig. Med piger," svarede han. Inga blev gal og de kom op at skændes.
Ingas børn kan mange af historierne udenad. Det gælder nok også den her. Imens hun stryger sin hånd frem og tilbage langs spisebordskanten, kommer hun i tanke om, at det var fliserne, drengen, der hed Kurt, kritiserede til at starte med. Det var kun sådan nogle, man havde ude på landet.
Privatfoto: Inga og Kurt
Inga kiggede ned og så på drengens sko. De mindede om nogle, der var lavet til piger.
"Jeg har forresten aldrig set en dreng med sådan nogle tøsesko på," sagde Inga til ham.
Der gik mange år, før de snakkede sammen igen.
"Men vi havde et godt ægteskab, trods fliserne."
"Jeg har forresten aldrig set en dreng med sådan nogle tøsesko på," sagde Inga til ham.
Der gik mange år, før de snakkede sammen igen.
"Men vi havde et godt ægteskab, trods fliserne."
Det kan da også blive dig
De spidse kommentarer havde lagt sig, da Inga og Kurt begyndte at se noget til hinanden i løbet af teenageårene. De blev kærester og senere gift. Kurt blev borgmester i Langå, og parret boede i det røde murstenshus med deres tre børn.
Når der var bal i Langå, ville Inga gerne danse. Det var ikke noget for Kurt. Heller ikke når han som borgmester blev bedt om at indlede dansen til et arrangement. Så sagde han, at det måtte Inga gerne gøre, for hun kendte også trinene.
"Kurt var mere stille. Selskabelighed, det var ikke lige ham," siger Inga.
De spidse kommentarer havde lagt sig, da Inga og Kurt begyndte at se noget til hinanden i løbet af teenageårene. De blev kærester og senere gift. Kurt blev borgmester i Langå, og parret boede i det røde murstenshus med deres tre børn.
Når der var bal i Langå, ville Inga gerne danse. Det var ikke noget for Kurt. Heller ikke når han som borgmester blev bedt om at indlede dansen til et arrangement. Så sagde han, at det måtte Inga gerne gøre, for hun kendte også trinene.
"Kurt var mere stille. Selskabelighed, det var ikke lige ham," siger Inga.
Hun peger over på et portræt af Kurt, der hænger ved siden af andre familiemedlemmer på væggen. Han er i uniform. Billedet er taget, dengang han var soldat. Han var en flot mand. Og fremsynet.
Inga og Kurt sad engang på en bænk ved et gravsted, de gerne ville reservere, til når den tid kom. Kurt sagde, at så kunne han sidde og tænke over de minder, de havde haft sammen. Den kommentar studsede Inga over.
"Så du mener altså, at det er mig, der dør først?," spurgte hun.
Kurt nikkede.
"Det kan da også blive dig først," lød det fra Inga. Hun kiggede spørgende på ham.
Inga og Kurt sad engang på en bænk ved et gravsted, de gerne ville reservere, til når den tid kom. Kurt sagde, at så kunne han sidde og tænke over de minder, de havde haft sammen. Den kommentar studsede Inga over.
"Så du mener altså, at det er mig, der dør først?," spurgte hun.
Kurt nikkede.
"Det kan da også blive dig først," lød det fra Inga. Hun kiggede spørgende på ham.
.......Privatfoto: Kurt i uniform
"Nej, det bliver nok dig," sagde Kurt.
Men det gjorde det ikke. Inga og Kurt var gift i cirka 30 år, indtil Kurt gik bort i en alder
af 52.
Men det gjorde det ikke. Inga og Kurt var gift i cirka 30 år, indtil Kurt gik bort i en alder
af 52.
Havemanden med hold i ryggen
Selvom huset er stort at fylde ud, nu hvor børnene ikke er børn længere, har Ingas intentioner ikke været at finde en ny mand. Det kræver tid. Der har dog været et par bejlere gennem tiden. Både en der kom med en stor æske chokolade, og en anden der inviterede på kaffe og udflugt.
Selvom huset er stort at fylde ud, nu hvor børnene ikke er børn længere, har Ingas intentioner ikke været at finde en ny mand. Det kræver tid. Der har dog været et par bejlere gennem tiden. Både en der kom med en stor æske chokolade, og en anden der inviterede på kaffe og udflugt.
Manden, der havde inviteret Inga med på udflugt, havde spurgt hende, hvad hendes børn sagde til det. "Ja, for jeg er jo også blevet alene," havde han sagt.
Den undren forstod Inga ikke. "Jeg skal da ikke spørge mine børn, om jeg må tage på tur med dig og drikke kaffe," sagde hun.
Det er ikke fordi, der ikke har været bud efter Inga, men det med at finde en ny mand, det er nu engang for bøvlet. Inga har været alene i længere tid, end hun har været gift med Kurt.
"Men det har nu aldrig generet mig,"
siger Inga.
Den undren forstod Inga ikke. "Jeg skal da ikke spørge mine børn, om jeg må tage på tur med dig og drikke kaffe," sagde hun.
Det er ikke fordi, der ikke har været bud efter Inga, men det med at finde en ny mand, det er nu engang for bøvlet. Inga har været alene i længere tid, end hun har været gift med Kurt.
"Men det har nu aldrig generet mig,"
siger Inga.
Sengen og klædeskabet er flyttet ind på stueetagen, så Inga undgår trapperne en smule. Men ikke helt, de er jo god motion. Inga har både badeværelse, køkken og stue tæt på soveværelset, hvor der er udsigt til haven. Den holder sig godt med lidt hjælp fra hendes havemand.
"Han har dårlig ryg, så jeg hjælper ham med at luge ukrudtet, så støtter jeg mig bare til rollatoren," siger Inga.
"Han har dårlig ryg, så jeg hjælper ham med at luge ukrudtet, så støtter jeg mig bare til rollatoren," siger Inga.
Hun rejser sig fra spisestuestolen for at demonstrere, hvordan hun bærer sig ad. Én støttende hånd på rollatoren, én hånd til at rive ukrudtet op med.
Når Inga beklager sig over, at der er noget, hun ikke kan, siger hendes læge, at hun skal lade være med at sammenligne sig med en på halvtreds. Sammenlign dig med beboere på et plejehjem, i stedet for. Det prøver Inga på.
"Jeg bliver gal, når jeg ikke kan de ting, jeg vil."
Når Inga beklager sig over, at der er noget, hun ikke kan, siger hendes læge, at hun skal lade være med at sammenligne sig med en på halvtreds. Sammenlign dig med beboere på et plejehjem, i stedet for. Det prøver Inga på.
"Jeg bliver gal, når jeg ikke kan de ting, jeg vil."
..................................................................................................................................................Privatfoto: Inga og Kurt
Inga fra Havevej
Det meste af livet har Inga Holting boet i huset på Havevej i Langå. Først med sine forældre, derefter med sin mand og børn. Og nu alene. Selvom mænd med store æsker chokolade har vist interesse, har Inga det fint med at være sig selv. Det andet bliver for bøvlet.
Tekst af Emilie Jensen
Foto af Mads Frost
I Ingas barndom gik pigerne i kjoler. Og hun så jøder blive fragtet hemmeligt med godstoge, da hun var stuepige hos Stationsforstanderen. Ingas mand var eftersøgt af Gestapo, men de fandt onklen i stedet for. Og så var de jo lige vidt.
Derfor er Inga Holtings hus efterhånden et helt museum i sig selv. Lægger man krigsanekdoterne til, har Langås Egnsarkiv nok af materiale til fremtiden.
Det rødvinsfarvede tapet i entreen er originalt og snor sig langs trappen op på første sal. Inde i stuen har samtlige genstande en historie. I hjørnet står et bornholmerur. Det minder med halve timers intervaller om, at tiden går.
Derfor er Inga Holtings hus efterhånden et helt museum i sig selv. Lægger man krigsanekdoterne til, har Langås Egnsarkiv nok af materiale til fremtiden.
Det rødvinsfarvede tapet i entreen er originalt og snor sig langs trappen op på første sal. Inde i stuen har samtlige genstande en historie. I hjørnet står et bornholmerur. Det minder med halve timers intervaller om, at tiden går.
Privatfoto: Ingas skole
Inga Holting er en lille, fin dame. Håret er foldet i bølgende lokker. Hun drikker sødmælk i kaffen og sidder blødt på de blomstrede puder, der pynter spisestuestolene. Det er også her, hun læser sin avis.
"Det første jeg gør, når jeg åbner avisen, det er at se, hvordan vejret bliver. Og så kigger jeg på, hvem der er døde," siger Inga Holting.
Til april fylder Inga 91. I hendes alder har det sin pris at blive ældre. Selvom hun har mistet nogle af sine venner, bekymrer hun sig ikke om at få nye. Hun har nemlig fundet på en smart metode til at komme i snak med ukendte ansigter, der passerer forbi det røde murstenshus.
"Det første jeg gør, når jeg åbner avisen, det er at se, hvordan vejret bliver. Og så kigger jeg på, hvem der er døde," siger Inga Holting.
Til april fylder Inga 91. I hendes alder har det sin pris at blive ældre. Selvom hun har mistet nogle af sine venner, bekymrer hun sig ikke om at få nye. Hun har nemlig fundet på en smart metode til at komme i snak med ukendte ansigter, der passerer forbi det røde murstenshus.
"Så går jeg sådan og fejer, som om jeg laver noget. Og når folk så kommer gående forbi, så siger jeg eksempelvis 'sikke da en dejlig hund'. For så kommer man til at snakke med folk. Jeg er ligesom Meyer fra Huset på Christianshavn," siger Inga.
Hun tager hånden op for munden, og en latter baner sig vej ud gennem sprækkerne mellem hendes fingre. For mange år siden forsøgte Inga nemlig også at skabe kontakt til en fra byen via hendes interesse for hunde.
Hun tager hånden op for munden, og en latter baner sig vej ud gennem sprækkerne mellem hendes fingre. For mange år siden forsøgte Inga nemlig også at skabe kontakt til en fra byen via hendes interesse for hunde.
Privatfoto: Ingas klassebillede fra 1944
En dreng med tøsesko
Da Inga var otte år gammel, gik hun forbi en have i Langå. Et hoved på en dreng, der var et til to år ældre end hende, tittede frem bag hækken. Han havde en masse hundehvalpe, kunne Inga se.
"Må jeg ikke komme ind og se dine hundehvalpe?," spurgte Inga.
"Nej, jeg snakker ikke med sådan nogle som dig. Med piger," svarede han. Inga blev gal og de kom op at skændes.
Da Inga var otte år gammel, gik hun forbi en have i Langå. Et hoved på en dreng, der var et til to år ældre end hende, tittede frem bag hækken. Han havde en masse hundehvalpe, kunne Inga se.
"Må jeg ikke komme ind og se dine hundehvalpe?," spurgte Inga.
"Nej, jeg snakker ikke med sådan nogle som dig. Med piger," svarede han. Inga blev gal og de kom op at skændes.
Privatfoto: Inga og Kurt
Ingas børn kan mange af historierne udenad. Det gælder nok også den her. Imens hun stryger sin hånd frem og tilbage langs spisebordskanten, kommer hun i tanke om, at det var fliserne, drengen, der hed Kurt, kritiserede til at starte med. Det var kun sådan nogle, man havde ude på landet.
Inga kiggede ned og så på drengens sko. De mindede om nogle, der var lavet til piger.
"Jeg har forresten aldrig set en dreng med sådan nogle tøsesko på," sagde Inga til ham.
Der gik mange år, før de snakkede sammen igen.
"Men vi havde et godt ægteskab, trods fliserne."
Inga kiggede ned og så på drengens sko. De mindede om nogle, der var lavet til piger.
"Jeg har forresten aldrig set en dreng med sådan nogle tøsesko på," sagde Inga til ham.
Der gik mange år, før de snakkede sammen igen.
"Men vi havde et godt ægteskab, trods fliserne."
Det kan da også blive dig
De spidse kommentarer havde lagt sig, da Inga og Kurt begyndte at se noget til hinanden i løbet af teenageårene. De blev kærester og senere gift. Kurt blev borgmester i Langå, og parret boede i det røde murstenshus med deres tre børn.
Når der var bal i Langå, ville Inga gerne danse. Det var ikke noget for Kurt. Heller ikke når han som borgmester blev bedt om at indlede dansen til et arrangement. Så sagde han, at det måtte Inga gerne gøre, for hun kendte også trinene.
"Kurt var mere stille. Selskabelighed, det var ikke lige ham," siger Inga.
De spidse kommentarer havde lagt sig, da Inga og Kurt begyndte at se noget til hinanden i løbet af teenageårene. De blev kærester og senere gift. Kurt blev borgmester i Langå, og parret boede i det røde murstenshus med deres tre børn.
Når der var bal i Langå, ville Inga gerne danse. Det var ikke noget for Kurt. Heller ikke når han som borgmester blev bedt om at indlede dansen til et arrangement. Så sagde han, at det måtte Inga gerne gøre, for hun kendte også trinene.
"Kurt var mere stille. Selskabelighed, det var ikke lige ham," siger Inga.
Hun peger over på et portræt af Kurt, der hænger ved siden af andre familiemedlemmer på væggen. Han er i uniform. Billedet er taget, dengang han var soldat. Han var en flot mand. Og fremsynet.
Privatfoto: Kurt i uniform
Inga og Kurt sad engang på en bænk ved et gravsted, de gerne ville reservere, til når den tid kom. Kurt sagde, at så kunne han sidde og tænke over de minder, de havde haft sammen. Den kommentar studsede Inga over.
"Så du mener altså, at det er mig, der dør først?," spurgte hun.
Kurt nikkede.
"Det kan da også blive dig først," lød det fra Inga. Hun kiggede spørgende på ham.
"Nej, det bliver nok dig," sagde Kurt.
Men det gjorde det ikke. Inga og Kurt var gift i cirka 30 år, indtil Kurt gik bort i en alder af 52.
"Så du mener altså, at det er mig, der dør først?," spurgte hun.
Kurt nikkede.
"Det kan da også blive dig først," lød det fra Inga. Hun kiggede spørgende på ham.
"Nej, det bliver nok dig," sagde Kurt.
Men det gjorde det ikke. Inga og Kurt var gift i cirka 30 år, indtil Kurt gik bort i en alder af 52.
Havemanden med hold i ryggen
Selvom huset er stort at fylde ud, nu hvor børnene ikke er børn længere, har Ingas intentioner ikke været at finde en ny mand. Det kræver tid. Der har dog været et par bejlere gennem tiden. Både en der kom med en stor æske chokolade, og en anden der inviterede på kaffe og udflugt.
Selvom huset er stort at fylde ud, nu hvor børnene ikke er børn længere, har Ingas intentioner ikke været at finde en ny mand. Det kræver tid. Der har dog været et par bejlere gennem tiden. Både en der kom med en stor æske chokolade, og en anden der inviterede på kaffe og udflugt.
Manden, der havde inviteret Inga med på udflugt, havde spurgt hende, hvad hendes børn sagde til det. "Ja, for jeg er jo også blevet alene," havde han sagt.
Den undren forstod Inga ikke. "Jeg skal da ikke spørge mine børn, om jeg må tage på tur med dig og drikke kaffe," sagde hun.
Det er ikke fordi, der ikke har været bud efter Inga, men det med at finde en ny mand, det er nu engang for bøvlet. Inga har været alene i længere tid, end hun har været gift med Kurt.
"Men det har nu aldrig generet mig," siger Inga.
Den undren forstod Inga ikke. "Jeg skal da ikke spørge mine børn, om jeg må tage på tur med dig og drikke kaffe," sagde hun.
Det er ikke fordi, der ikke har været bud efter Inga, men det med at finde en ny mand, det er nu engang for bøvlet. Inga har været alene i længere tid, end hun har været gift med Kurt.
"Men det har nu aldrig generet mig," siger Inga.
Sengen og klædeskabet er flyttet ind på stueetagen, så Inga undgår trapperne en smule. Men ikke helt, de er jo god motion. Inga har både badeværelse, køkken og stue tæt på soveværelset, hvor der er udsigt til haven. Den holder sig godt med lidt hjælp fra hendes havemand.
"Han har dårlig ryg, så jeg hjælper ham med at luge ukrudtet, så støtter jeg mig bare til rollatoren," siger Inga.
Hun rejser sig fra spisestuestolen for at demonstrere, hvordan hun bærer sig ad. Én støttende hånd på rollatoren, én hånd til at rive ukrudtet op med.
"Han har dårlig ryg, så jeg hjælper ham med at luge ukrudtet, så støtter jeg mig bare til rollatoren," siger Inga.
Hun rejser sig fra spisestuestolen for at demonstrere, hvordan hun bærer sig ad. Én støttende hånd på rollatoren, én hånd til at rive ukrudtet op med.
Privatfoto: Inga og Kurt
Når Inga beklager sig over, at der er noget, hun ikke kan, siger hendes læge, at hun skal lade være med at sammenligne sig med en på halvtreds. Sammenlign dig med beboere på et plejehjem, i stedet for. Det prøver Inga på.
"Jeg bliver gal, når jeg ikke kan de ting, jeg vil."
"Jeg bliver gal, når jeg ikke kan de ting, jeg vil."
