"Jeg vil nødigt ende på plejehjem selv," lyder det fra Preben Nielsen på 73 år, mens han bakser med låsen på en cykel. Han cykler med beboerne fra plejeboligerne på Kildevang, for at de kan få noget vind i håret. Efter hans kones død for tre år siden, har han fundet et nyt fællesskab på Kildevang. Men selvom Preben bruger meget tid på Kildevang, så kunne han ikke tænke sig at sidde foran på den cykel, som han cykler beboerne rundt i.

Sådan er Preben ikke den eneste, der har det. En undersøgelse, som YouGov har lavet for Ældresagen tilbage i 2012, viser nemlig, at ingen af de adspurgte havde lyst til at bo på plejehjem, hvis de ikke blev svækket i et større omfang. Kun 6% havde lyst til at bo på plejehjem, hvis de fik svært ved at klare sig selv. I undersøgelsen dækker begrebet plejehjem både over plejeboliger og plejehjem.

Ifølge Nina Bruun, som er ansvarlig for plejehjemsområdet hos Ældresagen, kan modviljen mod plejehjem handle om flere ting:

"En del ældre vil gerne blive i eget hjem længst muligt. Tæt på venner, bekendte, familier, naboer og i et hus og lokalmiljø de kender, er trygge ved og holder af og med total selvbestemmelse. Derudover er der for mange en stor grad af værdighed forbundet ved at kunne klare sig selv og ikke være afhængig af hjælp fra andre," uddyber Nina Bruun.

Hun tror samtidig, at den negative mediedækning kan mindske lysten til at flytte på plejehjem.

"Plejehjem i Danmark har i dag ikke det bedste ry i den offentlige debat. Medierne har meget stort fokus på de lave normeringer, den dårlige mad, og ældre der ligger og venter på at blive taget op om morgenen. Ligeledes kan mange have en idé om, at plejehjem er mere institutioner end hjem," fortæller Nina Bruun.

Jeg er taget ud på Ældrecentret Kildevang i Langå. De har flere plejeboliger, et demensafsnit og et korttidsafsnit. Her bor 58 mennesker, og nogle af dem vil jeg gerne tale med for at finde ud af, hvordan livet egentlig er, når man bor i plejebolig.

En engelsk motorcykel og ro i hovedet
"Dav, må jeg komme indenfor?", spørger jeg. Lars Lergaard Nielsen byder mig ind i sit hjem på Kildevang. Uden for døren står et flag, for Lars fyldte 54 år i mandags. Lars er den første beboer, jeg møder på plejehjemmet.

Der står en stor, rød motorcykel på stuegulvet. Under den står en vaskebalje og opsamler olie. Lars sidder selv ved spisebordet. Her er stablet pakker med cigaretter, og så står der en lille, hvid æske. Æsken indeholder to napoleonshatte, som Lars har købt til en gæst, der aldrig dukkede op. Det er mit held, for nu byder han mig en. Vi gumler i stilhed. Lars kigger ud af de store vinduespartier i den lille etværelses lejlighed. En stor græsplæne lyser grønt op, og det giver ro til hovedet for ham. Al den dejlige natur der er omkring plejehjemmet i Langå. Lars har en senhjerneskade, og derfor bor han på Kildevang.

Ved siden af motorcyklen, står der en stor værktøjskasse. Skinnende svensknøgler ligger side om side med skruetrækkere og en enkelt papegøjetang. Der er bare et lille problem. Ifølge Lars, så virker værktøjet ikke.

"Det er fordi, at motorcyklen er en englænder. Så skal der specielt grej til," fortæller han.

I samme åndedrag gør han mine til, at besøget vist har varet længe nok nu. Inden jeg går, når jeg at spørge, hvad han egentlig synes om at bo på plejehjem.

"Det er rigtig skønt, det er lige noget for mig," bliver afskedsreplikken fra Lars.

Hjemlige omgivelser med husdyr
Jeg bevæger mig ud på de lange gange igen. Nogle steder er døren åben ind til de forskellige lejligheder, og det er som om, at jeg kigger ind i et nyt univers hver gang. I ét univers er der tunge, mørke møbler og malerier med landskaber på væggene. I et andet kører et fjernsyn, mens en ældre dame sidder i en blomstret sofa og kigger i et ugeblad. De lange gange virker hjemlige med ophængte malerier, sofaer og reoler med nips.

"Hold kæft, jeg gik forkert," lyder det bag mig.

Jeg er kommet ind på demensafsnittet på Kildevang. En lille, hvidhåret dame med et par sko i hånden trisser afsted, mens en medarbejder hjælper hende på rette vej. Her sidder alle beboerne samlet om et spisebord.

"Er du kommet for at se dyrene?," spørger en af dem.

Plejehjemmet Kildevang har nemlig to dyr. En ko og et får. De står og troner ude på græsplænen, som beboerne har udsigt til. Dyrene giver liv til udsigten, selvom der ikke er meget liv i dem. De er nemlig lavet af plastik.

"De må gøre, som de vil"
Selvom tanken om plejehjem afskrækker mange, så mener de fleste faktisk, at det ikke er så slemt, når først man er der. En undersøgelse fra Sundheds- og Ældreministeriet fra 2016 viser, at de fleste plejehjemsbeboere synes, at deres boliger er gode at bo i, de får den sociale kontakt, de har behov for, og de har tilstrækkelig kontrol over deres eget liv.

Jack Nielsen arbejder på Kildevang, og han fortæller, at de bestræber sig på at gøre livet i en plejebolig så normalt som muligt.

"Flere pårørende kommer og spørger os om besøgstider. Men det har vi slet ikke! De må gøre, som de har lyst til. Hvis de har lyst til at blive og overnatte, så finder vi en madras til dem," siger han.

Det er også Jack, der viser mig plastikdyrene. Han tilføjer, at fåret og koen snart får selskab af en ræv, nogle høns og en hane.

Med Simon Spies på afveje
Efter et hurtigt besøg hos husdyrene, er jeg blevet inviteret til spillecafé. Her sidder Leif, Lars, Bente, Erik og Inga. På bordet ligger en rød løber, der er pyntet med jordbærmotiver. Ovenpå løberen står dagens spil. Lars slår med en stor træterning. Den lander på rød, og han trækker et kort i en tilsvarende farve, hvor der står 'kom for sent i skole'.

"Fik du så en eftersidning?," spørger Anne Scamuzzi, der er aktivitetsmedarbejder på Kildevang.

"Nej, så måtte jeg bukke og sige undskyld for, at jeg kom for sent," svarer Lars Kobbernagel.

Spillet handler om at finde gamle minder og historier frem. Og det er heller ikke ligefrem en mangelvare hos nogen af deltagerne.

Ved siden af Lars, sidder Leif Thielemann. Han har set verden fra oven det meste af sit liv. Siden han var 18 år gammel, har Leif fløjet verden tynd som pilot, og det har givet ham oplevelser og bekendtskaber ud over det sædvanlige.

"Jeg fløj for Simon Spies i 10 år. Vi fløj altid til Grønland, til Narsarsuaq, og der er kun én landingsbane. Der kunne være kraftig sidevind, og den ene bane den ender nede i et bjerg. Så nogle gange sagde jeg, at jeg altså ikke ville flyve den dag. Det accepterede han altid. Simon sagde: du er jo også med flyet!," fortæller han.

Leif fortæller vidt og bredt om, hvor livet som pilot har bragt ham hen. Cairo, Tunis og Grækenland bliver nævnt i flæng. Når livet altid har kørt med hæsblæsende fart, så kan det være svært at vænne sig til tempoet på et plejehjem. Men Leif gør alt for at holde sig på vingerne.

"Selv i dag, hvor jeg ikke kan flyve selv mere, så tager flyveklubben mig med i et fly med instruktør om lørdagen, så jeg stadig kan få lov til at komme afsted," fortæller Leif.

Han savner sit gamle liv, hvor spændingen altid lå lige rundt om hjørnet, og den næste destination altid var ukendt. For ikke at tænke alt for meget over det, så udnytter han alle de tilbud, som plejehjemmet har. Han siger selv, at han vil være en del af det hele.

"Jeg går til maling og spilleklub og sådan noget. Det bedste er, at man kan lave noget hele tiden. Jeg er nervøs for, at den dag jeg ikke kan det, så går jeg i stå," siger Leif.

Sen kærlighed og biodynamik
"Hvad siger du?," siger Erik Søndergaard og holder en hånd op til øret. Jeg læner mig lidt ind over bordet med jordbærløberen og gentager mit spørgsmål om, hvornår Erik flyttede ind Kildevang.

Erik flyttede ind på Kildevang for 6 år siden, da han blev for syg til at bo derhjemme. Eriks kone blev boende, men hun døde året efter, Erik flyttede. Da Erik begyndte at komme til kræfter igen, ville han gerne holde sig beskæftiget.

"Der er ikke rigtig så mange gøremål, men så begyndte jeg at kaste mig over haven herude. Jeg gravede en del og ordnede nogle blomster," fortæller Erik, der levede af at dyrke biodynamiske grøntsager, inden han blev pensioneret.

Udover haven, har Erik også fundet noget andet at interessere sig for på Kildevang. Han er nemlig blevet forelsket i Inga Sønderlund.

"Inga sad altid lidt for sig selv, og der var ikke mange, der snakkede med hende. Så gav jeg mig til at læse for hende. Jeg synes sgu, at tiden måtte være ulideligt lang for hende, når hun ikke kunne foretage sig nogen verdens ting. Så opdagede jeg sgu, at hun havde et dejligt væsen. Så blev jeg glad for hende," fortæller Erik, mens han smiler til Inga.

Inga har boet på Kildevang i 25 år, fordi hun har sclerose. Hun nyder, at Erik læser for hende, selvom de nogle gange kan være en smule uenige om bogvalget. Inga efterspørger nemlig, at bøgerne godt må være lidt mere romantiske. Men selvom romantikken mangler i bøgerne, så er der masser af den mellem parret.

"Jeg faldt for, at han var god at snakke med," siger Inga.

"Ja, og jeg faldt for, at hun så lyst på det hele!," stemmer Erik i og lægger en hånd på Ingas arm.

Spillecaféen er ved at være slut, og det samme er mit besøg på Kildevang. Jeg kommer i tanke om, at jeg ikke har fået spurgt Erik, hvad han synes om at bo på plejehjem. Med en lettere hævet stemme, så han hører mit spørgsmål, spørger jeg. Svaret kommer prompte.

"Her er helvedes…. godt!," udbryder Erik.